bægergopler

Bægergopler, Stauromedusae, gopler, der traditionelt henføres til storgoplerne (Scyphozoa); men de adskiller sig fra andre gopler ved i deres livscyklus ikke at have et skifte mellem en svømmende meduse og en fastsiddende polyp.

De har en bæger- eller klokkeformet krop med otte arme, der for enden har et bundt knoppede, hule tentakler med nældeceller. Munden findes i bunden af bægeret (klokken), der sidder oven på en bevægelig stilk, som forneden ender i en hæfteskive, hvormed dyret hæfter sig til alger, ålegræs og sten på lavt vand. En bægergople kan tolkes som en fastsiddende meduse med en levevis, som minder om en polyps, idet den bægerformede krop (medusedelen) er orienteret med oversiden ned og med tentaklerne pegende opad, mens en stilk (polypdelen) i midten af klokken med sin fodskive fastholder medusen til underlaget. Føden består især af små krebsdyr og snegle.

Nogle arter af bægergopler har et ovalt klæbende randanker i hver indbugtning mellem de otte arme. Disse randankre benyttes til midlertidig fastankring til underlaget, når dyret bevæger sig som en målerlarve ved skiftevis at benytte stilkens hæfteskive og randankrene for at finde et nyt sted at sætte sig fast.

Kønsmodne bægergopler, som er særkønnede, frigiver æg og sædceller frit til vandet, hvor befrugtningen finder sted. Det befrugtede æg udvikler sig til en krybende, ormelignende larve (planula) på havbunden, hvor den leder efter et egnet sted at fasthæfte sig, typisk en sten eller en alge. Her udvikler larven sig til en polyp (scyphistoma), der senere udvikler sig direkte til en ny bægergople i modsætning til de fleste andre storgopler som eksempelvis den almindelige vandmand, hvis fastsiddende polypper har ukønnet formering i form af tværdeling (strobilation), hvorved der afsnøres små nye fritsvømmende meduser (ephyrae).

De to almindeligste arter i danske farvande er randankret bægergople (Haliclystus octoradiatus), der har et ægformet, klæbende randanker mellem hver af de otte arme, og langstilket bægergople (Lucernaria quadricornis), som mangler randankre.

Med hensyn til artsnavnet Haliclystus octoradiatus, så er der uenighed om, hvovidt det er samme art som H. auricula, og diskussionen har kørt i en årrække; i "World Register of Marine Species" er begge arter accepterede.