Automatisk overvågning, af industrianlæg udføres ved, at målesignaler fra sensorer, fx termometre og trykmålere, behandles og præsenteres på centralt placeret overvågningsudstyr. Automatisk overvågning erstatter manuel aflæsning af sensorer, som ofte er placeret på steder med stærk støj, varme eller andre gener for personalet. Formålet med automatisk overvågning er at opdage fejl, inden de får alvorlige konsekvenser, samt at optimere anlæggets samlede drift. Overvågningsudstyret giver advarsel, når en fejl opdages, fx når grænseværdier for målesignaler overskrides. Med automatisk overvågning kan man opnå døgndrift uden personale i selve produktionsanlægget. Gennem grafisk visning af målesignaler for en fortløbende periode opnår operatøren overblik over effektivitet og andre mål for anlæggets drifttilstand.