Autolakering, overfladebehandling (maling) af biler. Foretages primært af karosseriets synlige dele modsat undervognsbehandling. Kravene til autolakering om at beskytte mod korrosion og give bilen dens endelige finish er meget høje. Autolakken opbygges af flere lag, hver med sin funktion: primer, korrosionshindrende grundmaling; filler, spartelmasse til udfyldning af større ujævnheder; sanding, let slibbart produkt til udjævning af små niveauforskelle; og toplak. En særlig toplak er metalliclak, der består af to lag; nederst en lak med glinsende metalskæl og øverst en klar lak.