Autoklave, autoklav, beholder, der kan lukkes tæt (trykkoger), og som ved forhøjet tryk og temperatur benyttes til at sterilisere mikrobiologiske substrater, inficeret materiale og udstyr, fx kirurgiske instrumenter, samt lægemidler til injektion. Autoklavering anvendes ligeledes ved fremstilling af helkonserves.

Faktaboks

Etymologi
Ordet autoklave kommer af græsk auto- og latin clavis 'nøgle', beslægtet med claudere 'lukke'.

Når vanddamp har drevet luften ud af autoklaven, lukkes den, hvorefter trykket stiger. Ved 1 atmosfæres overtryk er temperaturen 121 °C, og mindre portioner substrat er sterilt efter 20 minutters autoklavering.

Autoklaver opvarmes med gas, el eller damp, og trykket kan reguleres; en sikkerhedsventil forhindrer overophedning. Se også levnedsmiddelkonservering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig