australske sprog

Det regnes for sandsynligt, at alle de australske sprog i sidste ende er indbyrdes beslægtede, men det er ikke med sikkerhed påvist. De tilhører 26 forskellige sprogætter eller sprogfamilier, hvoraf den største, pama-nyungan, dækker ⁹/₁₀ af kontinentet og omfatter langt de fleste sprog. De øvrige 25 sprogfamilier er alle koncentreret på den nordvestlige del af kontinentet. Slægtskab med sprogfamilier uden for Australien er ikke påvist.

Før den europæiske kolonisering blev mere end 200 oprindelige australske sprog talt af 750.000 aboriginere, fordelt på ca. 500 stammer. Disse tal er siden gået stærkt tilbage. Før 2006 var ca. 130 sprog uddøde, mens 70 kun bruges eller kan huskes af ældre. Omkring 20 sprog læres af den opvoksende generation, og kun 7 af disse har over 1000 (men stadig alle under 7000) sprogbrugere: anindilyakwa, aranda, gunwinggu, tiwi, walbiri og western desert samt kala lagaw ya på Torres Strait Islands. Der gives kun få penge til sprogbevarelse, og aboriginernes sprog har ingen officiel status. Der har tidligere bl.a. været forbud mod at tale dem i skolerne, men nu anvendes de visse steder som undervisningssprog.

Udforskningen af de australske sprog kom først for alvor i gang i 1960'erne – siden er der gjort en stor indsats for at registrere og beskrive dem. Denne kortlægning er vigtig for udviklingen af såvel den almene sprogteori som for sprogtypologien, udforskningen af sprogenes slægtskab og Australiens forhistorie. Den mest fremtrædende forsker inden for studiet af australske sprog er R. M. W. Dixon.

De australske sprogs ordforråd udviser stor tværsproglig variation, også inden for de enkelte sprogfamilier. Dette skyldes bl.a. navnetabu: Når en person, der bar navnet på et naturfænomen, døde, blev dette ord og navn tabueret. Et andet måtte dannes eller lånes fra et nabosprog. Lån var muligt, da aboriginerne ofte var to- eller flersprogede.

Typologisk set er der flere fællestræk på tværs af australske sprogfamilier; det gælder især sprogene i Top End. Påfaldende mange australske sprog mangler helt hæmmelyde, og sprogene er er generelt syntetiske og agglutinerende, dvs. at bøjninger og afledninger kan adskilles fra stammen som perler på en snor.

Der er dog også markante grammatiske forskelle. Nogle af sprogene er således af den akkusative sprogtype, som er velkendt fra europæiske sprog. Andre, især pama-nyungan-sprog, er såkaldt ergative, hvor subjektet i transitive sætninger (sætninger med objekt) er sekundært og står i ergativ kasus, mens objektet er det primære led i nominativ. Disse sprogs aktive sætninger ligner således almindelige passive sætninger, men er det ikke, idet der ofte findes diateser, der svarer til vores passiv.

I nogle australske sprog er substantiver inddelt i grammatiske klasser, der afspejler ordenes kulturelle klassifikation efter køn, besjælethed, spiselighed/ikke-spiselighed m.m. Dansk skelner mellem intetkøn og fælleskøn, men et sprog som yidiny har et omfattende system på ca. 20 klasser, fx 'spiselig plante', 'spiseligt kød', 'beboeligt område' og 'ikke-drikkelig væske'. I sproget dyirbal inddeles substantiverne i fire klasser efter meget sindrige regler, hvor bl.a. mytologisk viden spiller en stor rolle. Fx er fugle hunkøn, fordi de opfattes som afdøde kvinders ånder, mens månen er hankøn, fordi den er solens mand. Farlige ting er hunkøn.

• western desert
• Top End
• Torres Strait Islands