Auktion, salgsform, som indebærer salg af genstande til den højestbydende i en forsamling af købere. Ved frivillige auktioner er salget af de enkelte genstande begæret af ejerne. Auktionsholderen udarbejder et katalog og indbyder til eftersyn, og på auktionen må kun bortsælges genstande, der er opført i kataloget. Auktionslederen, auktionarius, udråber genstandene til salg, og det højeste bud accepteres med et hammerslag efter tre gentagne opråb. Auktionsholder modtager af både sælger og køber et salær, der er beregnet ud fra hammerslagsprisen. Køber betaler tillige moms. Der kræves næringsbrev, for at man kan virke som auktionsholder, mens auktionsledere beskikkes af Justitsministeriet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet auktion kommer af latin auctio 'forøgelse, forhøjelse', af augere 'øge'.

Erhvervsmæssige auktioner over fx fisk, gartneriprodukter og pelse kan foregå ved hjælp af et hollandsk ur. Et ur eller en skala viser faldende priser på det udråbte vareparti, og partiet er solgt, når en køber ved en given pris forpligter sig. Se også tvangsauktion og kunstauktion. Om den antikke romerske udformning af auktion, se Romerriget (administration).

Auktioner over værdifulde effekter som kunst, bøger m.m. er i dag i stigende grad henlagt til internettet, hvor kataloget i forvejen er tilgængeligt, og interesserede kan afgive deres bud. Auktionen over den enkelte effekt finder sted på et forud annonceret klokkeslæt, og det er muligt at byde lige indtil deadline. Netauktioner forløber elektronisk og uden medvirken af auktionarius.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig