atomvåbenstrategi

Atomvåbenstrategi er en stats retningslinjer for anvendelse og trussel om anvendelse af atomvåben med opnåelse af politiske mål for øje. Strategien kan være formuleret som en doktrin eller fremgå af atomvåbenstyrkernes organisering. Atomvåbnenes ødelæggelsesevne, de langtrækkende fremføringsmidler samt muligheden for at udslette modpartens politiske ledelse og befolknings- og industricentre uden først at have nedkæmpet dens militære styrker adskiller atomvåbenstrategien fundamentalt fra konventionel militær strategi. Fra omkring midten af 1960'erne blev forholdet mellem verdens daværende to supermagter, USA og Sovjetunionen, betegnet som MAD (Mutual Assured Destruction dvs. 'gensidig sikret ødelæggelse'). Netop den store ødelæggelsesevne betyder, at afskrækkelse er atomvåbenstrategiens hovedformål.

Afskrækkelsens troværdighed afhænger af den afskrækkende stats militære midler og politiske vilje til at bruge dem, selvom staten dermed udsætter sig for gengældelsesangreb. Såvel doktriner som våbensystemer, der har til formål at styrke afskrækkelsen, kan imidlertid øge frygten for, at atomvåbnene vil blive brugt, og dermed føre til "selvafskrækkelse".

I USA er hver ny atomstrategi — under indtryk af dens iboende modsætninger og den våbentekniske udvikling — med tiden blevet udsat for krav om revision. Især har der eksisteret et ønske om at udvikle strategier og våben, der gav præsidenten større fleksibilitet end blot valg mellem eftergivenhed og en altødelæggende atomkrig. Fra 1953 var den amerikanske strategi en trussel om "massiv gengældelse" (massive retaliation) i tilfælde af et sovjetisk angreb. Under indtryk af udviklingen i de sovjetiske atomvåbenstyrker skiftede USA i 1961 til strategien om "det fleksible svar" (flexible response).

Debatten i NATO drejede sig især om troværdigheden af USA's "udvidede afskrækkelse", dvs. om Sovjetunionen var overbevist om, at USA for at forsvare sine allierede ville løbe risikoen for selv at blive angrebet med atomvåben. Blandt de allierede var der frygt for, at en mere fleksibel strategi ville øge faren for en begrænset krig i Europa. Derfor argumenterede flere vesteuropæiske lande for en "ren afskrækkelsesstrategi". Dette var baggrunden for, at NATO først i 1967 accepterede strategien om "det fleksible svar", hvorefter brugen af kernevåben skal afpasses den konkrete situation. Tvivl om den amerikanske atomgaranti lå også bag den franske atomvåbenstrategi, der udvikledes i 1960'erne, og som lagde afgørende vægt på landets egen evne til at afskrække en potentiel angriber.

Sovjetisk atomvåbenstrategi undergik ikke så store deklaratoriske ændringer som den amerikanske. Det skyldtes dels forskelle på de to landes politiske systemer, dels at den sovjetiske doktrin ikke sondrede så skarpt som den amerikanske mellem afskrækkelse og krigsførelse med atomvåben.

Et fundamentalt brud med hidtidig strategisk tænkning blev i marts 1983 formuleret af den amerikanske præsident Ronald Reagan, der med sit "strategiske forsvarsinitiativ" (SDI, Strategic Defense Initiative) håbede at kunne udvikle forsvarssystemer i rummet, der ville gøre atomvåbnene "impotente og forældede". Efter flere års debat og forskning blev tanken om et landsdækkende missilforsvar opgivet, men en mindre ambitiøs version af det blev taget op igen i slutningen af 1990'erne.

Efter afslutningen af den kolde krig spiller atomvåbenstrategi en mindre rolle end tidligere for det politiske forhold mellem atomvåbenmagterne. USA og Rusland opretholder nok atomstyrker, der teoretisk kan afskrække den anden part, men i praksis har begge lande ophørt med at se den anden part som en trussel. I stedet har især USA rettet opmærksomheden mod kernevåbentrusler fra såkaldte slyngelstater, fx Nordkorea og Iran, der menes i færd med at anskaffe sig langtrækkende atomvåben, og som ikke anses for at kunne afskrækkes på traditionel vis. Dette er baggrunden for, at missilforsvaret igen har fået en central placering i amerikansk åtomvåbenstrategi.