atommasse

Atommasse, den gennemsnitlige masse af atomerne i et grundstof. Den såkaldte relative atommasse, atomvægten, er atommassen angivet i forhold til atommasseenheden.

Siden 1961 har atommasseenheden u (eng. unified atomic mass unit) eller dalton (Da) været defineret som 1 u = 1 Da = 1/12 af 12C-isotopens masse. Enheden, hvis værdi (2010) er bestemt til 1,660538921∙10-27 kg, svarer praktisk taget til massen af en proton.

Et grundstof er oftest en blanding af isotoper, og dets atomvægt vil derfor afhænge af variationer i sammensætningen af isotopernes naturlige forekomst. Forholdet mellem forskellige isotopers masse kan bestemmes med stor nøjagtighed ved massespektroskopi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig