Atmosfærisk elektricitet er et naturligt elektrisk felt, der opstår i atmosfæren når elektrisk ladedepartikler adskilles i positive og negative ioner.

Størst atmosfærisk elektricitet

I sin kraftigste form kendes atmosfærisk elektricitet som lyn i tordenvejr, men det ses også i forbindelse med både vulkanudbrud og sandstorme. Det elektriske felt vokser her meget voldsomt på grund af sammenstød mellem partiklerne, der for eksempel kan være sand- og støvkorn, iskrystaller eller hagl. Ved sammenstødene bliver partiklerne elektrisk ladede og adskilles dernæst af vind- og tyngdekraftpåvirkningerne.

Svagere atmosfærisk elektricitet

I svagere form findes atmosfærisk elektricitet under alle forhold. I industrialiserede områder nedsættes luftens evne til at lede elektricitet, da store forureningspartikler bevæger sig langsommere end de mindre, naturlige aerosoler. Den elektriske feltstyrke er her flere gange større end i luften over et naturlandskab i godt vejr. Feltstyrken varierer også i løbet af dagen. Et maksimum observeres dagligt kl. 19 UTC alle steder på Jorden. Det skyldes, at tordenvejr globalt set er hyppigst på dette tidspunkt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig