aterosklerose

Aterosklerose begynder som små forandringer, fedtstreger, under det inderste cellelag i pulsåren (endotelet). Endotelet er sædvanligvis en effektiv barriere mellem blodet og resten af blodårevæggen, men denne barriere kan svækkes af flere forskellige faktorer. Dermed kan lipider (fedtpartikler) og celler fra immunforsvaret nemmere komme ind i karvæggen og ophobe sig i det inderste lag af blodkarret (intima). Dette viser sig som lysegule pletter eller streger, hvis man kigger på en pulsåre i et mikroskop. På dette stadium er forandringerne reversible, det vil sige, at de kan forsvinde igen.

Hvis celler fra immunforsvaret er kommet ind i karvæggen kan det sætte gang i en langsom kaskade af reaktioner, som fører til ophobningen af skumceller ved optagelse af lipider. Disse områder kan også langsomt undergå en forkalkning.

Nogle af de faktorer, som kan medvirke til øget dannelse af aterosklerose er aktiverede celler fra immunforsvaret, toksiske stoffer i blodet, turbulent blodstrøm, højt blodtryk, aktiverede blodplader og en øget mængde af fedtpartikler i blodet.

Aterosklerose kan medføre forsnævringer i blodkarret og deraf utilstrækkeligt blodforsyning til fx hjertemusklen, som vil give symptomer i form af hjertekrampe (angina pectoris), eller til benet, hvor det kan give smerter og træthed (claudicatio intermittens). Tilstanden kan dog også udvikle sig til mere akutte sygdomme ved at karvæggen bliver beskadiget, hvilket kan føre til en blodprop i hjernen (apopleksi) eller blodprop i hjertet.

Lipidophobningen i arterievæggen ved aterosklerose består af kolesterol, kolesterolestere, fosfolipider og triglycerider. Mængden af de forskellige lipider varierer, men det største bidrag kommer gerne fra kolesterolestere. Lipoproteinpartiklene i blod er over tid en vigtig kilde til ophobning af lipider i arterievæggen. Lipoproteinpartikler kan passere fra blodbanen til karvæggen, hvis der er et højt indhold af dem i blodet og/eller, hvis det inderste cellelag i karvæggen beskadiget.

Blodplader og blodets sammensætning har stor betydning i alle stadier af ateroskleroseudviklingen. Unormalt høj eller lav blodstrømhastighed kan aktivere blodpladerne, så de bliver klæbrige og sætter sig fast på endotelet. Dette bidrager til stimulering af celler fra immunforsvaret (betændelsesceller).

Celler fra immunforsvaret, specielt monocytter og T-lymfocytter, spiller også en vigtig rolle de betændelsesmekanismer, der fører til aterosklerose i pulsåren. Monocytter fra blodbanen kan krydse det inderste cellelag og derefter blive til makrofager. Hvis makrofagerne optager lipoproteinpartiklerne, omdannes de langsomt til skumceller. Skumceller kan også opstå fra glatte muskelceller, der har optaget lipoproteinpartikler. Skumcellerne dør efterhånden, men efterlader lipidindholdet og rester af døde celler i karvæggen på pulsårene. Det fører til forandringer, så der dannes en bindevævskappe. Derved er der dannet et plak. Plak består af bindevævskappen og løst bindevæv, betændelsesceller, lipider og rester af døde celler.

Et plak udvikles langsomt. Hvis forholdene, der stimulerer til fedtophobning og betændelse i arterievæggen er til stede vil plakdannelsen tiltage over tid. Plak af forskellige størrelser og i forskelligt udviklingsstadier kan være til stede på samme tid i store arterier hos samme person. I nogle tilfælde vil plakken tiltage så meget, at den vil bule mere og mere ind i blodåren (lumen). Det mellemste lag i væggen af pulsåren (media) indeholder glatte muskelceller. Som et plak udvikler sig, bidrager muskelceller også til bindevævskappen. Et plak kan vokse og bule ind i pulsåren og derved skabe en forsnævring i pulsåren (stenose). Et stabilt plak har en solid bindevævskappe og er afskærmet af et intakt og beskyttende lag af endotel.

Et sårbart plak har en tynd kappe og har derfor forholdsvist højere indhold af betændelsesceller og fedt i forhold til bindevævskappe. Der er flere faktorer, som påvirker plakkets sårbarhed. Øget aktivitet af betændelsesceller, størrelsen af plakket, slitage på endotelet er alle med til at øge risikoen for at for at endotelet ikke længere kan beskytte indholdet i plakken. Plakken kan således knække og blotte indholdet til blokarret. Dette vil sætte gang i en blodpropsdannelse, som i værste fald kan lukke blodåren fuldstændig.