asynkronmaskine

Asynkronmaskine, vekselstrømsmotor, der på grund af sin enkle og robuste konstruktion er den mest benyttede elektromotortype. I årene 1885-86 fik Galileo Ferraris og Nikola Tesla uafhængigt af hinanden den idé at betragte vekselstrømsmotoren som en transformer. Det skulle derfor være muligt ved induktion at overføre energi fra den stillestående del (stator) til en kortsluttet vikling på den roterende del (rotor).

En moderne asynkronmaskines stator og rotor opbygges af tynde siliciumlegerede jernplader, som udstanses til rondeller med notgange til viklingerne. Stator er beviklet med tre ens viklinger, der for en motor med ét polpar indbyrdes er forskudt 120°. Tilsluttes viklingerne en trefaset vekselspænding, vil vekselfelterne fra de tre viklinger danne et magnetfelt (drejefelt), der med konstant størrelse bevæger sig rundt i luftspalten mellem stator og rotor med en synkronhastighed på 3000 o/min ved 50 Hz netfrekvens. Drejefeltet inducerer i den stillestående rotorvikling en spænding med samme frekvens som netspændingen, og når viklingen er kortsluttet, vil strømmen i rotorviklingen sammen med drejefeltet give et drejningsmoment. En ubelastet asynkronmotor løber næsten synkront, men ved belastning falder omdrejningstallet. Dette fald udtrykkes i procent af det synkrone omdrejningstal og benævnes motorens slip. Slippet ligger for små maskiner på ca. 5-6 % og for meget store maskiner på ca. 0,5 %. Ved at rotere oversynkront (dvs. mere end 3000 o/min) virker maskinen som generator, hvilket fx benyttes i vindmøller.

Slæberingsmotorens rotorviklinger er ved hjælp af tre slæberinge ført ud til en igangsætter, da en forøgelse af modstanden i denne vikling under start reducerer strømmen og forøger drejningsmomentet. En kortslutningsmotor har rotorviklingen fremstillet af kobber- eller aluminiumsstave, som placeres i notgange og er kortsluttet i begge ender af svære ringe. Ulempen ved denne motortype er, at startstrømmen er meget stor og kan give spændingsfald på nettet, hvilket kan undgås ved at koble viklingen i stjerne i stedet for i trekant. Dette medfører en reducering af spændingen med 0,58 og startmomentet til ¹/₃. Ved konstant netfrekvens er omløbstallet omvendt proportionalt med antallet af polpar. I 1897 opdagedes på ASEA, at det med en specialvikling var muligt at koble om mellem to polpartal i forholdet 1:2. Med moderne specialviklinger kan nu opnås fire forskellige omløbstal. Da stator og rotor skal have samme polpartal, bygges denne motortype som kortslutningsmotor for at undgå omkobling af rotor.

Mindre asynkronmotorer som fx kortslutningsmotor for énfaset tilslutning har en rotor magen til den trefasede asynkronmotor og en stator forsynet med en ekstra vikling vinkelret på hovedviklingen. Denne vikling kobles i serie med en kondensator, således at strømmen faseforskydes. Hermed opnås et drejningsmoment i stilstand, og motoren kan derfor selv starte. Kondensatoren kan enten være afpasset til normal drift eller, hvis stort startmoment ønskes, til stilstand. I sidstnævnte tilfælde frakobles kredsløbet ved hjælp af en centrifugalafbryder, når motoren er kommet i gang.

Se også elektriske maskiner.