Artroplastik, (af gr. arthron 'led' og afledn. af plassein 'danne, forme'), operativ rekonstruktion af et led med henblik på at genskabe smertefri funktion (bevaret bevægelighed og stabilitet). Hyppigste årsager til artroplastik er slidgigt i hofte- og knæled samt følgerne efter knoglebrud, der har ødelagt funktionen i disse led. Mange metoder er afprøvet; nu anvendes næsten udelukkende erstatning af ødelagt brusk og ledbærende knogle med komponenter af metal og specielt egnet plastikmateriale. Efter vellykket operation genvinder patienten smertefri bevægelighed. Efter et varierende antal år opstår risiko for løsning af de indsatte leddele.