Artrodese, (af gr. arthron 'led' og afledn. af dein 'lænke, binde'), stivgørende operation, hvorved et led gøres ubevægeligt og dermed smertefrit i en hensigtsmæssig stilling. Anvendes ved smertefulde tilstande som fx slidgigt, fortrinsvis i mindre led. Artrodese af hofte- og knæled er nu næsten helt erstattet af artroplastik.