den armenske kirke

Legenden fortæller, at Armenien blev kristnet af Jesu disciple Bartholomæus og Thaddæus. Kilderne tyder på både syrisk og græsk indflydelse i den tidligste periode, henholdsvis sydfra og vestfra (fra Kappadokien).

Armenien synes meget tidligt "officielt" at have erklæret sig kristent, måske allerede i 301 under kong Trdat (Tiridates) 3. Som "Armeniens apostel" nævnes Gregor med tilnavnet "Lysbringeren". Ud fra legenderne om Gregors virksomhed betegner den armenske kirke sig som den "apostolske" og/eller "gregorianske" kirke.

Den armenske kirke var repræsenteret ved koncilet i Nikæa i 325 og deltog aktivt i den fælleskirkelige udvikling i det følgende århundrede. Især efter at Armenien havde fået sit eget alfabet i begyndelsen af 400-tallet, udfoldedes stor litterær aktivitet med kristent fortegn: oversættelse af Bibelen samt oldkirkelige skrifter og liturgier m.m.

Efter Kalchedon-synoden i 451 regnes den armenske kirke blandt de monofysitiske kirker og var derfor, samt af nationale og politiske grunde, i frontstilling både mod den persiske, nestorianske kirke og den byzantinske, "ortodokse" kirke.

Armenien lå uden for det stærkt islamiserede område og kunne fx i 900-1100-tallet udfolde et omfattende kirkebyggeri. Særlig kirkehistorisk betydning fik det kilikiske Armenien (ca.1100-1375), dels som ikke-byzantinsk, kristen "havn" for korsfarerne, dels i kraft af den hermed sammenhængende nære kontakt med romerkirken. Direkte unionsbestræbelser mislykkedes dog.

De gamle armenske kirker og klostre var vigtige centre for undervisning og kulturel aktivitet, og også i nyere tid har den armenske kirke spillet en stor rolle for opretholdelsen af national og folkelig identitet, også i diasporaen i USA, Latinamerika, Mellemøsten og Middelhavslandene.

Kirkens overhoved har betegnelsen katholikos; siden det kilikiske Armenien har der været to rivaliserende katholikoi, i 1990'erne med sæde i hhv. Etjmiadzin (nær Jerevan) og Antelias (ved Beirut, Libanon). Patriarkaterne i Istanbul og Jerusalem, der er oprettede i 1400-tallet, har også spillet en betydelig rolle, politisk, kulturelt og kirkeligt. Det samme gælder siden 1700-tallet den romerskkatolske mekhitharist-kongregation med klostre i Venedig og Wien.