Arenavirus, gruppe af 15 beslægtede RNA-virus. Navnet arenavirus refererer til sandkornagtige strukturer, ribosomer, i virus. Smitte af mennesker med arenavirus sker især i landdistrikter fra kronisk inficerede mus og rotter. Efter infektion kan flere organer angribes. I alvorlige tilfælde ses blødninger fra slimhinder og evt. i huden ledsaget af høj feber, såkaldt hæmorrhagisk feber. Lassavirus er årsag til Lassa-feber, som spænder fra let influenzalignende til alvorlig sygdom med høj dødelighed. Lassavirus er yderst smittefarligt og giver epidemier i Vestafrika.

Faktaboks

Etymologi
Ordet arenavirus kommer af lat. arena, harena 'sand' og virus.

Juninvirus er årsag til større udbrud af hæmorrhagisk feber i Argentina med dødelighed omkring 15%. Lymfocytær choriomeningitis virus (LCM virus) er årsag til asymptomatisk evt. influenzalignende sygdom og meningitis med lav dødelighed. Infektioner forekommer enkelte steder i Nord- og Sydamerika og Europa, dog ikke i Skandinavien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig