ard

Ard, ældste og enkleste pløjeredskab. Arden fungerer som en svær harvetand, der løsner og smuldrer jorden. Den kan ikke vende en løsnet fure med bunden opad over i forrige åbne fure, således som den usymmetriske plov kan, og har ikke som ploven muldfjæl eller langjern.

Faktaboks

etymologi:
Ordet ard kommer af oldnordisk arðr, beslægtet med latin aratrum 'plov'.

Arden foretrækkes stadig mange steder i verdens tørre klimazoner, hvor en smuldren og fordampningsreduktion er tilstrækkelig jordbearbejdning. Den kendes fra fund og afbildninger tilbage fra bronzealderen i Mellem- og Fjernøsten, Europa og Indien, og europæerne indførte den i Mellem- og Sydamerika.

I Danmark er arden bevidnet på helleristninger og fra fund i moser. Spor efter ardpløjning er afdækket bl.a. under anlæg fra sten- og bronzealderen og i Store Vildmose fra jernalderen. De ældste fund af arder er netop danske: Hvorslev-, Vebbestrup- og Døstrup-arden fra bronzealderen. Døstrup-ard bruges ofte som typebetegnelse i modsætning til krog-ard.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig