archonter

Archonter, oldgræsk ord for embedsmænd og i Athen brugt om et nimandskollegium, der var udpeget for et år, først ved valg, men fra 486 f.Kr. ved lodtrækning.

Faktaboks

etymologi:
Ordet archont kommer af græsk archon 'hersker', genitiv archontos.

De ni archonter var: Den eponyme archont, efter hvem året blev opkaldt; kongearchonten (basileus), der havde overtaget flere af den tidligere konges sakrale funktioner, polemarchen, der oprindelig var øverstkommanderende for hær og flåde, samt et kollegium på seks thesmotheter, der i arkaisk tid antagelig førte opsyn med lovene, men i klassisk tid administrerede folkedomstolene og førte forsædet i de fleste offentlige processer. Se også Athens demokrati.

Gnostiske myter

I gnostiske myter er Archonterne herskere over Kosmos, den materielle verden, i modsætning til æonerne, som råder i den immaterielle, evige verden. I skriftet Pistis Sophia står de som magter, der fremkalder alt ondt, forfølger det gode og kæmper mod lysets magter; denne tanke genfindes i manikæismen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig