arbitrage

Arbitrage, (fr., af lat. arbitrari 'mene, skønne', af arbiter), økonomisk fagudtryk for handel med ensartede varer og tjenesteydelser på adskilte markeder. Handelens formål er at udnytte synlige prisforskelle og må ikke forveksles med spekulation. Arbitrage er særlig udtalt på de finansielle markeder. Her sker køb og salg af værdipapirer og valuta normalt elektronisk. Dette indebærer kun sjældent en egentlig fysisk transport af det handlede mellem køber og sælger eller mellem forskellige delmarkeder.

I nyere økonomisk terminologi er den mulige eksistens af arbitrage knyttet til den økonomiske lovmæssighed, som kaldes loven om én pris. Når samme vare eller tjenesteydelse handles på flere markeder samtidig, og denne vare omkostningsfrit og ubesværet kan flyttes, vil priserne på de enkelte markeder nødvendigvis blive ens. I modsat fald vil såkaldte arbitragører uden risiko optjene prisforskellen ved at købe, hvor prisen er lavest, og sælge, hvor prisen er højest.

I ældre økonomisk terminologi betegnede ordet arbitrage den specielle opgave at finde den mest fordelagtige måde at udføre betaling på, oftest som led i handel med udlandet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig