arbejdstid

Arbejdstid. Dansk Arbejdsmands Forbunds banner, som hænger hos SID, blev fremstillet for at markere de resultater, arbejderbevægelsen opnåede i 25-års perioden 1871-96. Fra begyndelsen hørte forkortelse af arbejdstiden og højere løn til arbejderbevægelsens vigtigste krav. Det var fx almindeligt, at der blev arbejdet alle ugens dage, indtil vedtagelsen af en helligdagslov i løbet af 1890'erne, som forbød fabriksarbejde om søndagen.

.

Arbejdstid er et begreb begreb, der normalt forbindes med den ugentlige arbejdstid. Regler om lønnet arbejdstid er fastlagt i de kollektive overenskomster mellem arbejdsgiverforeninger og fagforeninger, i lovgivningen og i de personlige ansættelsesaftaler.

I de kollektive overenskomster er der forskrifter om bl.a. overarbejde, arbejde på forskudt tid og holddrift. Arbejdsmiljøloven indeholder 11-timersreglen (dvs. krav om sammenhængende hvileperiode inden for hvert døgn på mindst 11 timer), bestemmelse om et ugentligt fridøgn og bestemmelser om arbejdstid for unge under 18 år.

Arbejdstid kan også beregnes på årsbasis. Her er ferielængden en betydende faktor. Ferielængden var en uge i 1930, tre uger i 1955 og har siden 1981 været fem uger. Samlet svarer arbejdstidsforkortelserne og ferieforlængelserne til en reduktion af det årlige arbejdsudbud siden 1950'erne på ca. 25%. Den faktiske arbejdstid påvirkes tillige af arbejdsløshed, sygdom, barselsorlov og andre orlovsordninger samt af efteruddannelse.

Over et livsforløb afhænger den samlede arbejdstid for et menneske af tidspunktet for vedkommendes indtræden på arbejdsmarkedet, som igen påvirkes af fx uddannelse og regler for børnearbejde, samt af tidspunktet for vedkommendes udtræden fra arbejdsmarkedet, hvilken er afhængig af fx pensions- og efterlønsordninger.

Arbejdstid, historisk set

Historisk har arbejdstiden varieret betydeligt. I de førkapitalistiske landbo- og håndværkersamfund var arbejdstiden dels bestemt af årstiderne og døgnets vekslen og dels af opgavens art, dvs. at man arbejdede, indtil et bestemt stykke arbejde var fuldført. I den tidlige industrialiseringsfase fra midten af 1800-tallet var arbejdstiden inden for både industri og håndværk særdeles lang; om sommeren op til 12-14 timer i døgnet, om vinteren noget kortere pga. manglende lys.

Fra fagbevægelsens grundlæggelse i 1870'erne blev nedsættelse af arbejdstiden et hovedmål, der indgik som et væsentligt tema i de mange arbejdskonflikter i 1800-tallets sidste og 1900-tallets første årtier. Ved grundlæggelsen af 2. Internationale i 1889 blev en 8-timers arbejdsdag fastlagt som fællesmål for den internationale arbejderbevægelse, og ved de årlige 1. maj-demonstrationer var dette krav drivkraften bag parolerne.

Fra 1880'erne blev arbejdstiden gradvis sat ned, og bestemmelser herom blev nedfældet i de kollektive overenskomster. Gennem en række militante og fantasirige aktioner i 1918-1919 opnåede arbejderbevægelsen i 1919 at få gennemført kravet om en arbejdsdag på 8 timer (48 timers arbejdsuge). For de offentligt ansatte blev denne arbejdstid fastsat ved lov.

I slutningen af 1950'erne var den overenskomstbestemte, ugentlige normalarbejdstid 45 timer. Den er derefter gradvis blevet nedsat; i 1990 til 37 timer. Pga. deltidsarbejde, overarbejde, bibeskæftigelse og sort arbejde har mange personer en ugentlig arbejdstid, som er forskellig fra den overenskomstbestemte normalarbejdstid. For mange familier med to voksne er den samlede ugentlige arbejdstid — som et resultat af den øgede erhvervsfrekvens for kvinder — formentlig snarere øget fra 48 timer i begyndelsen af 1950'erne til 60-75 timer i løbet af 1980'erne.

Antallet af aftalte ugentlige arbejdstimer fra 1900 til 1990 (udvalg)

Årstal Ugentlige arbejdstimer
1900 60,40
1903 59,70
1906 59,00
1908 58,50
1910 57,80
1912 57,10
1914 56,40
1919 48,00
1958 47,50
1959 45,00
1966 44,00
1968 42,50
1970 41,75
1974 40,00
1987 39,00
1988 38,00
1990 37,00

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig