arbejdsmiljø

Arbejdsmiljø betegner de sikkerheds- og sundhedsmæssige vilkår af fysisk og psykisk art, som et arbejde udføres under. Mange påvirkninger fra arbejdet spiller en rolle for den enkeltes sikkerhed og sundhed: kemiske, fysiske, biologiske og organisatoriske. For nogle arbejdsulykker og sygdomme er det åbenlyst, at der findes en direkte årsag: Manglende afstivning medfører risiko for sammenskridning ved en udgravning, og kraftig luftforurening ved svejsning forøger risikoen for bronkitis hos svejserne. Ofte er der tale om et samspil af flere omstændigheder: Arbejdsgiveren er ikke tilstrækkelig opmærksom på arbejdets tilrettelæggelse, medarbejderne støtter ikke arbejdsmiljørepræsentanten, leverandøren af svejseudstyret har ikke udarbejdet en fyldestgørende brugsanvisning. Forebyggelse inden for arbejdsmiljø kræver derfor flere typer sagkundskab, bl.a. sundhedsmæssig, teknisk, organisatorisk og ledelsesmæssig.

Opmærksomheden over for problemer i arbejdsmiljøet steg med den begyndende industrialisering. Allerede i 1600-t. gav den italienske læge B. Ramazzini (1633-1714) en detaljeret beskrivelse af arbejdsforhold og arbejdssygdomme, der fx med hensyn til bagere kunne være skrevet i 1990'erne.

I Danmark blev arbejdsmiljøområdet tidligt reguleret både af hensyn til beskyttelse af almenheden og af hensyn til beskyttelse af ansatte ved udførelse af arbejde. Allerede i 1830'erne kom de første regler om indretning og brug af dampkedler og trykbeholdere, farligt maskineri samt andre tekniske indretninger.

Den første egentlige arbejderbeskyttelseslovgivning i Danmark blev vedtaget i 1870'erne efter engelsk forbillede. Den omfattede børn og unge ved industrielt arbejde, især aften- og natarbejde samt farligt og hårdt arbejde. I 1901, da den første samlede lov om sikkerhed i fabrikker kom, fik arbejdsmarkedets parter sæde i et nyoprettet arbejdsråd, der blev tillagt indflydelse på udviklingen og reguleringen af arbejdsmiljøforholdene.

1970'ernes reformpolitik på social- og arbejdsmarkedsområdet omfattede en ny lov om arbejdsmiljø, der trådte i kraft i 1977. Den gælder overalt, hvor der arbejdes for andre, men hvor arbejdet er særlig farligt, regulerer den også enkeltpersoners virksomhed.

Dansk og udenlandsk forskning har belyst årsagsforhold, og skandinavisk forskning har ved hjælp af registre beskrevet udbredelsen og langtidskonsekvenserne af dårligt arbejdsmiljø, se arbejdsmedicin. Den samlede viden er i sidste halvdel af 1900-t. gennemsystematiseret for kemiske stoffers skadevirkning med hensyn til ætsning, irritation, lungereaktioner, kræftrisiko og allergi, således at brugsanvisninger kan give arbejdsgiveren et grundlag for forsvarlig tilrettelæggelse af produktionen. På andre punkter mangler der stadig vigtig viden, se toksikologi, ergonomi, arbejdspsykologi og arbejdsulykker.

Nye produktionsmetoder og hjælpemidler vil til stadighed medføre ændrede risici, som dog ofte kan forudses allerede ved planlægningen. Lovgivningen om arbejdsmiljø er et indgreb i arbejdsmarkedsparternes frie adgang til centralt og lokalt at indgå aftaler om arbejdsvilkår. Den er samtidig en indskrænkning i arbejdsgiverens frie adgang til at tilrettelægge arbejdet. Arbejdsgiveren pålægges nemlig ansvaret for, at arbejdet finder sted på en sådan måde, at ansatte ikke udsættes for risiko for fysiske eller psykiske skader.

Lov om arbejdsmiljø har et forebyggende sigte og omfatter alle tekniske hjælpemidler fra store anlæg som kraftværker til elevatorer, plæneklippere og små køkkenmaskiner. Der er regler om stoffer og materialer, der stort set berører alle arbejdsprocesser. Reglerne om arbejdsstedets indretning skal sikre arbejdsmiljømæssigt korrekte forhold på både faste og skiftende arbejdssteder. Det gælder fx bestemmelser om arbejdspladsindretning, adgangs- og flugtveje, belysningsforhold, ventilation samt skurforhold på byggepladser.

Om arbejdets udførelse gælder, at det skal være planlagt og tilrettelagt, således at det kan udføres farefrit. Der er rammer for arbejds- og hviletid, ligesom markedsføring af tekniske hjælpemidler samt stoffer og materialer kan forbydes.

Selvom de ansattes trivsels- og samarbejdsforhold ikke er omfattet af arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser, kan disse forhold dog antage en sådan karakter, at de kan udgøre en risiko for de ansattes psykiske sundhed. Hvis dette er tilfældet, kan der skrides ind heroverfor. Børnearbejde har principielt været forbudt siden 1920'erne. Det har dog været tilladt børn at hjælpe til i forældrenes virksomhed eller selvstændigt udføre lettere arbejde. I stigende grad sættes der dog meget snævre grænser herfor, ligesom en række arbejdsopgaver af farlig karakter er forbudt for alle unge under 18 år, medmindre de er under oplæring og dermed under opsyn.

Lov om arbejdsmiljø fastlægger, at opnåelse af lovens mål sker i et samarbejde mellem arbejdsmarkedsparterne i både den offentlige og den private sektor. På centralt plan sker det i Arbejdsmiljørådet, der består af repræsentanter for arbejdsgivere og for ansatte samt af en medicinsk og en teknisk sagkyndig. Rådet er udpeget af arbejdsministeren og rådgiver denne om udviklingen på arbejdsmiljøområdet. Desuden medvirker det ved udarbejdelse af nye regler på arbejdsmiljøområdet og ved behandling af klagesager. I virksomhederne sker det forebyggende arbejde i en særlig sikkerhedsorganisation, der består af arbejdsgivere, arbejdsledere og repræsentanter for de ansatte (arbejdsmiljørepræsentanter). Sikkerhedsorganisationerne kan få rådgivning fra branchesikkerhedsråd og bedriftssundhedstjeneste. Arbejdsmiljøfondet laver informations- og vejledningsmateriale, foranstalter uddannelse og støtter forskning.

Arbejdstilsynet påser som offentlig myndighed, at lovgivningen følges. Til Arbejdstilsynet er knyttet et særligt forskningsinstitut, Arbejdsmiljøinstituttet. Tilsynet arbejder sammen med miljømyndighederne i de tilfælde, hvor arbejdsmiljøproblemer og ydre miljøproblemer overlapper hinanden. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fungerer som selvstændig forskningsinstitution under Beskæftigelsesministeriet.

En række særlige områder, fx søfart, olieudvinding til havs samt luftfart, har egen arbejdsmiljøregulering, der dog følger principperne i Lov om arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynets og Arbejdsskadestyrelsens registreringssystemer kan give et billede af forekomsten af arbejdsulykker og -sygdomme, men varierende overholdelse af anmeldepligten vanskeliggør en nøje beskrivelse af udviklingen. I Danmark skal anmeldelse af arbejdsulykker, der medfører fravær en hel dag eller mere, foretages af arbejdsgiveren, mens arbejdsbetingede sygdomme skal anmeldes af arbejdstagerens læge. Anmeldelserne anvendes ved tilkendelse af erstatning i medfør af Lov om forsikring mod følger af arbejdsskader og som grundlag for inspektion. ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation) har udarbejdet anbefalinger om anmeldelse af arbejdsulykker, hvilket gerne skulle medføre, at internationale sammenligninger kan gennemføres. For arbejdsbetingede sygdomme kan dette dog kun ske i de nordiske lande (1993).

Fra midten af 1990'erne er der blevet igangsat en række tiltag for at forbedre arbejdsmiljøet. I 1993 aftalte arbejdsmarkedets parter en handlingsplan frem til 2000 for en reduktion af ensidigt gentaget arbejde (EGA), der nedsatte antallet af arbejdspladser med EGA med 25%, og i 1995 forelagde arbejdsministeren et handlingsprogram for rent arbejdsmiljø år 2005. Arbejdsmiljøloven ændredes i 1997, således at behandlingen af klagesager blev flyttet fra Arbejdsmiljørådet til det nyoprettede Arbejdsmiljøklagenævn. Endelig har nye EU-direktiver medført en række ændringer i de danske arbejdsmiljøregler, heriblandt gennemførelsen af en arbejdspladsvurdering.

Til trods for de forskellige initiativer er det samlede antal af anmeldte arbejdsulykker i Danmark i 2000 ikke faldet i forhold til 1990. Antallet af dødsulykker er dog faldet til 62, og der er også sket en reduktion i antallet af alvorlige ulykker og anmeldte arbejdsbetingede lidelser. ²/₃ af de anmeldte lidelser udgøres stadig af sygdomme i bevægeapparatet, arbejdsbetingede hørenedsættelser og hudsygdomme.

Danmarks medlemskab af EU har siden udvidelsen i 1986 af traktatgrundlaget med den "sociale dimension" medført, at regulering på arbejdsmiljøområdet nu finder sted i EU-regi. Det sker især ved direktiver — herunder vedtagelse af fælleseuropæiske standarder — der skal sikre, at reguleringen ikke udgør handelshindringer, samt skabe et fælleseuropæisk niveau for arbejderbeskyttelse, således at arbejdskraftens frie bevægelighed og konkurrence mellem virksomheder i de enkelte EU-lande ikke medfører social dumping. Reguleringen vedrører alle forhold i arbejdsmiljøet, og Danmark har næsten uden vanskelighed kunnet overføre reglerne til dansk ret, ofte med forbedringer.