Arbejdskraftundersøgelse, arbejdsstyrkeundersøgelse, beskæftigelsesundersøgelse, statistisk opgørelse af, hvordan en befolkning fordeler sig på beskæftigede personer, arbejdsløse personer og personer uden for arbejdsstyrken samt undergrupper heraf. I næsten alle lande er denne type undersøgelse hovedkilden til oplysninger om befolkningens arbejdsmarkedsforhold. Undersøgelsen baseres oftest på interviews med en stikprøve af befolkningen. I enkelte lande — især de nordiske — udføres arbejdskraftundersøgelser også som totaltællinger ved hjælp af oplysninger fra administrative registre. Se også arbejdsmarked (statistik).