arbejderråd

Arbejderråd, revolutionære organer, valgt direkte af arbejdere med det formål at varetage politiske og økonomiske opgaver.

Den radikaldemokratiske styreform, der er grundtanken bag arbejderrådene, går tilbage til Pariserkommunen i 1871. I Rusland opstod rådene som strejkekomitéer i 1905, og i 1917 blev de centrale revolutionære organer under betegnelsen sovjetter. Bolsjevikkerne var skeptiske over for rådene, men besluttede at tilkæmpe sig lederskabet af dem og sætte rådssystemet i stedet for det repræsentative, parlamentariske system. Lenin formulerede parolen "al magt til sovjetterne" som udtryk for den nye kurs. Sovjetterne kom også til at omfatte tidligere oprettede soldater- og bonderåd, og der blev opbygget et hierarkisk system af råd fra nederste forvaltningsniveau til Øverste Sovjet. Systemet fungerede stadig efter opløsningen af Sovjetunionen i begyndelsen af 1990'erne.

Idéen om arbejderråd vandt fodfæste i syndikalismen, og rådsbevægelsen bredte sig til flere europæiske lande. I Tyskland opstod der under Novemberrevolutionen i 1918 arbejderråd, som overtog de politiske beføjelser, og det såkaldte Vollzugsrat i Berlin udgjorde det politiske grundlag for regeringen (Folkekommissærernes Råd). Med Weimarforfatningen i 1919 blev Tyskland dog en parlamentarisk styret republik. Rådsbevægelsen fik desuden udløbere i fx Italien, Østrig og Ungarn, men forsøgene på at oprette deciderede rådsrepublikker, fx i Bayern og Ungarn, mislykkedes.

Fra ca. 1919 tog den socialdemokratiske arbejderbevægelse tanken op om arbejderråd i form af bedriftsråd; ikke som revolutionære organer, men som middel til social harmonisering. Senere spillede arbejderbedriftsråd en rolle i udformningen af den såkaldte jugoslaviske model for socialisme, ligesom idéerne blev taget op i 1960'erne og 1970'erne af det nye socialistiske venstre.