arbejderlitteratur

Arbejderlitteratur. Den sunde arbejderforfatter forstår at håndtere både Pegasus og partifanen. I praksis var det vanskeligere at forene poesi og politik, end man skulle tro ud fra Anton Hansens idealiserede tegning til Julius Bomholts socialdemokratiske programskrift om Arbejderkultur (1932). Bomholt krævede i denne offensive kultursocialistiske periode (1924-35), at kunsten skulle være optimistisk og vise, at de revolutionære kræfter altid arbejder videre. For kunstnerne, heriblandt Anton Hansen, der blev kendt som proletartegneren, lå det mere ligefor at skildre den påtrængende sociale elendighed. Fra midten af 1930'erne opgav Bomholt og socialdemokraterne idéen om en særlig arbejderkultur og begyndte i stedet at tale om Kulturen for Folket — som det hedder i titlen på skolingsmaterialet fra Arbejdernes Oplysningsforbund i 1934.

.

Martin Andersen Nexø. Udateret fotografi.

.

Arbejderlitteratur, et litterært og politisk stærkt omdiskuteret begreb. I videste betydning er arbejderlitteratur al den litteratur, der skildrer underklassens vilkår.

Snævrere bruges begrebet om den litteratur, der udspringer af den organiserede arbejderbevægelses kamp. Forudsætningerne stammer fra den naturalistiske epoke inden for roman (Émile Zola: Germinal, 1885), drama (Gerhart Hauptmann: Die Weber, 1892) og novelle (Henrik Pontoppidan: Fra Hytterne, 1887).

I Danmark finder vi litteratur knyttet til arbejderbevægelsen fra 1870'erne. Dens grundformer er kampsangen (se arbejdersang) og den erindringsfarvede prosafortælling. I prosaen fik arbejderlitteraturen sit gennembrud ca. 1900.

Hovedværket, Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren (1906-10), blev det uopnåelige forbillede for den rige, realistiske litteratur, som skød frem i 1930'ernes krisesamfund (Erik Bertelsen, Harald Herdal, Nils Nilsson mfl.).

Da arbejderlitteraturen igen aktualiseredes i 1970'erne, begyndende med Grete Stenbæk Jensens Konen og æggene (1973), var det overvejende i dokumentarform og som venstrefløjsprotest mod det monotone, opslidende arbejde, som højkonjunkturens rationaliseringer havde afstedkommet.

En af den moderne arbejderlitteraturs betydeligste forfattere, Per Larsen (Krapyl, 1977), vendte sig mod selve begrebet og kaldte det "dødfødt vrøvl".

Arbejderlitteraturen havde en frodig blomstring i svensk litteratur i mellemkrigstiden (Ivar Lo-Johansson mfl. såkaldte autodidakter). En heroiserende og ideologisk udgave af arbejderlitteraturen udvikledes i Sovjetunionen og den internationale kommunistiske litteratur efter vedtagelsen af doktrinen om socialistisk realisme i 1934.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig