arabisk presse

Arabisk presse, før indførelsen af trykte medier var basaren, kaffehuset og moskéen de væsentligste rammer for nyhedsudvekslingen. De fungerer fortsat som betydningsfulde traditionelle informations- og opinionscentre side om side med moderne massekommunikation, især fra omkring år 2000 adskillige arabiske tv-satellitkanaler, der i konkret betydning for tv-mediets status i de arabiske stater ikke står tilbage for, hvad i sin tid transistorradioens udbredelse betød for radiomediet. Hvor den nationale mediepolitik i mange arabiske stater længe havde karakter af diktat fra informationsministerierne til medierne, er det med satelitternes udbredelse blevet umuligt at føre en ren national mediepolitik. Klart anført af Al-Jazeera fra 1996, men med en hurtig opfølgning fra Al-Arabiya fra 2003 og mere tøvende fra Abu Dhabi TV fra 2000 har en trilogi af store satellitselskaber åbnet for en transnational og transkulturel formidling, der unddrager sig modtagerlandenes regulering. Al-Jazeera har som nyheds-, dokumentar- og debatkanal med frihed til at dække verden uden for hjemstaden Qatar hurtigt opnået et stort forspirng i forhold til konkurrenterne. Kun et fåtal arabiske lande havde trykte medier i 1800-t.; Golfstaterne fik først aviser i 1970'erne.

Næsten alle arabiske stater udgiver foruden aviser på arabisk også fremmedsprogede blade, dels som et levn fra kolonitiden, dels som et tilbud til et stort antal gæstearbejdere. Der er relativt få arabiske dagblade, og kun de store i Cairo når et oplag på 1 mio. — og de dækker højst 10% af husstandene. Skønt arabisk er det vigtigste sprog i Mellemøsten, har kun de to egyptiske blade Al-Ahram og Al-Akhbar i længere perioder opnået status som panarabiske aviser. Trods borgerkrigen i Libanon har dog også Beirut-aviserne Al-Anwar og Al-Nahar vundet fodfæste i hele regionen, især pga. en efter arabiske forhold betydelig grad af uafhængighed i nyhedsrapporteringen.

De fleste nyhedsbureauer er under direkte regeringskontrol. Kun det egyptiske MENA (Middle East News Agency) har haft international standard med fast udveksling af nyheder med alle arabiske og flere vestlige bureauer. Det blev oprettet i 1950 af de største bladhuse i Egypten.

Elektroniske medier når et langt større publikum end den trykte presse. De fleste radio- og tv-stationer er oprettet under kolonimagterne og er kommet under stram statslig styring ved overgangen til selvstændighed; mange af dem er helt eller delvis reklamefinansierede. Der findes kun få private radiostationer. I lande som Egypten, Irak, Iran og Syrien har radioen spillet en afgørende rolle som instrument for politiske, sociale og religiøse forandringer. Egypten har været hovedproducent af tv-programmer til de øvrige arabiske lande, der har forsøgt at begrænse importen af vestlige programmer, men som fra tid til anden også har fundet de egyptiske programmer for liberale. Det er almindeligt, at op mod 25% af sendefladen i radio og tv er helliget religiøse emner, i lande med fundamentalistisk styre endnu mere. Her er radioen også taget i brug i udbredelsen af islam gennem fremmedsprogede udsendelser til Afrika, Asien, Europa og Amerika.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig