arabisk film

Arabisk film, indtil ca. 1960 synonym med egyptisk film. De egyptiske synge- og dansefilm gik deres sejrsgang i hele den arabiske verden og var med deres kunstige interarabiske sprog en vigtig kulturel samlingsfaktor.

I 1950'ernes Nasser-æra fødtes i Egypten en ny, socialt engageret og realistisk filmkunst, repræsenteret bl.a. ved den arabiske verdens eneste filmkunstner af international status, Youssef Chahine.

I Maghreblandene, Algeriet, Tunesien og Marokko, der efter den nyvundne selvstændighed først skulle til at grundlægge nationale filmindustrier, blev der i 1960'erne indspillet en række politisk militante film vendt mod den tidligere kolonimagt.

Fra 1970'erne blev blikket i stigende grad rettet indad, bl.a. mod sociale problemer, og i et forsøg på at finde en ægte arabisk identitet begyndte man at interessere sig for fortiden, for barndommen og for kvindens stilling.

Formmæssigt søgte filmskaberne, der hovedsagelig er uddannet i Vesten, at erstatte det vestlige filmsprog med modeller hentet bl.a. fra arabisk folklore. Før filmproduktionen blev nationaliseret i 1960'erne, producerede Egypten årligt omkring 80 film; den årlige produktion er nu nede på i gennemsnit 20 film.

Førende blandt Maghreblandene er Marokko, der udsender ca. halvt så mange film om året, og bortset fra Syrien og Libanon, som gennem årene har produceret over hundrede film, er produktionen meget sporadisk i Mellemøsten, hvor hovedparten af filmene beskæftiger sig med den spændte politiske situation.

Generelt lider de arabiske film under en alvorlig mangel på distributionsmuligheder i deres hjemlande, hvor de hovedsagelig optræder på festivaler; den vigtigste er den afrikansk-arabiske festival i Karthago, Journées cinématographiques de Carthage (JCC). Se også afrikansk film.