Ar, slutstadiet i heling af sår eller lokaliserede betændelser. Efter et rent snit i huden (fx kirurgisk) bringes sårrandene i nær kontakt. Den snævre spalte imellem dem fyldes med trevlestof, fibrin, fra udsivet blod. Herefter vokser der bindevæv og blodkar ind i såret, og efter ca. ti dage har bindevævsarret fuld styrke.
Efter vævstab eller knusninger, eller hvor sårrandene ikke kan bringes i kontakt, sker ardannelsen langsommere, fordi henfaldent væv skal opsuges, og fordi der ofte kommer komplicerende betændelse. Defekten fyldes langsomt med granulationsvæv (ungt bindevæv med mange kar). I begge tilfælde dækkes overfladen ved overvækst med hud. Bindevævsar dannes også efter lokaliserede betændelser og vævshenfald. Sårhelingen styres af vækstfaktorer.
Ar i huden kan være abnormt fortykket og danne permanente hævelser (keloid).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.