Appretur, ( af fr. apprêter 'gøre i orden', af lat. ad- og praestare 'yde'), behandling af tekstiler med det formål at give dem egenskaber som fx øget styrke, glans, vandtæthed eller strygefrihed. Behandlingen kan være af kemisk eller mekanisk art. Oprindelig brugte man imprægnering med stivelse, som oftest kartoffelmel. Moderne permanent appretur med polyurethan giver stoffet en forædlet overflade ved efterfølgende kalandrering (gennemløb gennem belastede valser) som fx chintz, Everglaze, Permaglaze e.l. Se også tekstilforædling.