appetit

Appetit reguleres via sult- og mæthedscentre i hjernen og via indflydelse fra omgivelserne, herunder kulturel baggrund og sociale forhold. Også den blotte tilstedeværelse af mad og dens udseende, konsistens, farve, duft og smag er af stor betydning.

Appetitreguleringens vigtigste opgave er at sikre individet energi og næringsstoffer i tilstrækkelig mængde. Appetitreguleringen er normalt i stand til at fastholde legemsvægten trods store udsving i den daglige energiindtagelse. Hvis energiforbruget øges fx ved hårdt fysisk arbejde eller kuldepåvirkning, indtages mere mad. Omvendt nedsættes appetitten ved fx inaktivitet, ophold i varmt klima eller ved lavt stofskifte (myksødem). Hos dyr kan mangel på et næringsstof påvirke appetitten, så der opstår en særlig trang til føde, der er rig på det pågældende næringsstof. Hos gravide kan der forekomme en stærk trang (pica) til forskellige særprægede spiser, uden at der er tale om en egentlig mangeltilstand.

Indtagelsen af protein, kulhydrat og fedt reguleres separat via særskilte fødepræferencer. Det sikrer en tilstrækkelig variation i kosten og en relativ konstant indtagelse af protein på ca. 15 % af den samlede energiindtagelse, hvorimod indtagelsen af fedt og kulhydrat varierer mere. I Danmark kommer næsten 40 % af energiindtagelsen fra fedt, mindst 40 % fra kulhydrater, ca. 15 % fra protein og resten fra alkohol. Indtagelsen af kulhydrater er som følge af et begrænset og hurtigt omsætteligt depot (glykogen) prioriteret højt i appetitreguleringen. Det er vist, at overvægtige mennesker ofte foretrækker mere fedtholdige fødeemner end slanke.

Forskellige nydelsesmidler og lægemidler kan påvirke appetitten. Hos rygere findes øget indtagelse af mættet fedt på bekostning af grøntsager og frugt. Efter rygeophør normaliseres kostvanerne hos en del, mens andre øger indtaget af slik. Antidepressive og antipsykotiske lægemidler medfører ofte øget appetit særlig rettet mod slik, kager o.l.

Psykologiske faktorer indvirker på, hvornår man føler sig mæt. En appetit, som rækker ud over det fysiologiske næringsbehov, kendetegner trøstespisning, hvor fødeindtagelsen skal kompensere for andre behov; andre reagerer derimod på psykiske problemer eller sorg med appetitløshed eller madlede. Hos de fleste synes der at eksistere fysiologiske og psykologiske mekanismer, som forholdsvis effektivt hindrer et overforbrug af mad, selv når kosten som i den vestlige verden er fedtrig, velsmagende og til stede i rigelige mængder. Hos personer disponeret for fedme fungerer appetitreguleringen derimod dårligt under sådanne forhold, hvilket medfører et overforbrug af kalorier.

De underliggende fysiologiske mekanismer bag appetitreguleringen er kun ufuldstændigt kendt. Centralt i hjernen (i hypothalamus) findes sult- og mæthedscentre, der påvirkes af en lang række hormoner og signalstoffer (transmittere). Serotonin er et af de bedst undersøgte signalstoffer. Kostens indhold af kulhydrat frigiver serotonin i hjernen. Serotonin, der dannes fra aminosyren tryptofan, fremkalder mæthed ved at binde sig til et særligt overfladeprotein, en receptor, på hjernecellerne. Hypothalamus på hjernens underside indeholder to centre, der fremkalder henholdsvis sult og mæthed. Signalstoffet neuropeptid Y dannes i hypothalamus’ sultcenter og er et af de kraftigste kendte appetitstimulerende stoffer. Mæthedscentret afgiver omvendt signalstoffer, som dæmper spiselysten samt øger stofskiftet og andre energiforbrugende processer. I hypothalamus findes endvidere særlige nerveceller, der udløser sultimpulser, når blodsukkerkoncentrationen falder, eller når leverens indhold af glykogen nedsættes.

Fødens duft og udseende påvirker via sanseapparatet centralnervesystemet. Fordøjelseskanalen og fedtvævet danner en række hormoner og andre signalstoffer, der virker tilbage på hjernen og fremkalder sult eller mæthed. Mavesækken producerer hormonet grehlin, når der ikke er mad i fordøjelsesystemet, hvorefter det i hypothalamus fremkalder sult. Tyndtarmen laver hormonet PYY under måltidet, der omvendt får hypothalamus til at signalere mæthed. Hormonet leptin produceres af fedtvævet og signalerer til hjernen, at kroppens energidepoter er så store, at man ikke behøver spise helt så meget.

Undersøgelser tyder på, at det lille barn har en medfødt appetitregulering, som bevirker, at det — hvis det stilles over for et frit valg — vil vælge en kost, der sikrer en hensigtsmæssig næringstilførsel.

Børnene blev i nogle såkaldte cafeteria-forsøg præsenteret for 20 forskellige næringsmidler, fx tomater, rugbrød, æg, smør og salt, som de selv kunne vælge imellem. De valgte og spiste tilsyneladende meget ensidigt og vidt forskelligt. Over en længere periode valgte de imidlertid en hensigtsmæssig og varieret ernæring.

Det er tænkeligt, at denne naturlige regulering bliver sat ud af spil i vores kultur pga. de faste spisetider, tilberedning, servering af maden og bordskik. Der lægges i de fleste familier vægt på, at man spiser det, der serveres, spiser op og spiser pænt.

Inden for psykologien kan appetit opfattes bredt som et stræbende og nydende træk ved en række medfødte biologiske behov for fx næring, seksualitet og kropsudfoldelse, såvel som ved tillærte behov for fx tobak og alkohol.

Appetit er ofte forbundet med en vis kræsenhed og er knyttet til oplevelsen af eller forestillingen om visse foretrukne objekter for behovene. Disse objekter, fx næringsmidler eller seksualpartnere, kan vække appetitten til live, mens andre objekter, der i teorien kunne tilfredsstille de samme behov, ikke virker appetitvækkende. Tillige indvirker de sociale sammenhænge på appetitten. Det er velkendt, at mennesker både spiser og nyder mere, når de er sammen med andre, end når de er alene.

Endvidere er appetit knyttet til nogle følelser, især glæde. Glæde hænger sammen med en generel 'appetit på livet' eller mere specifikt på de dele af livet og det menneskelige samvær, som opmærksomheden i øjeblikket er rettet mod.

Appetitløshed (anoreksi) er nedsat eller manglende lyst til at indtage føde. Der er glidende overgang mellem appetitløshed, madlede og kvalme.

Appetitløshed optræder ofte forbigående under almindelige febersygdomme, men kan også skyldes lidelser i mave-tarm-kanalen og alvorligere sygdomme, fx leverbetændelse, nedsat nyrefunktion eller kræftsygdomme.

Appetitløshed ses som bivirkning til behandling med lægemidler, især i forbindelse med kemoterapi mod kræft.

Det kan også være et rent psykisk fænomen, som det ses ved en bestemt type spiseforstyrrelse (nervøs spisevægring, anorexia nervosa).