Apostelmødet var en begivenhed i urkristendommens historie, hvor ikke-jøders adgang til den nye tro blev afgjort. De første kristne var jøder; de så frelsen i Kristus som opfyldelsen af Guds løfter til Israels folk. Ikke-jøders adgang til frelsen var derfor ingen selvfølge.

I Antiochia begyndte alligevel en mission blandt hedninger. Mod kravet om omskærelse og overholdelse af Moseloven hævdede missionærerne, at loven alene var for jøder, mens frelsen i Kristus var for alle. En delegation måtte forelægge sagen for apostlene i Jerusalem, og det er denne forhandling, der kaldes apostelmødet. Kravet om omskærelse blev afvist, og de troende ikke-jøder blev anerkendt. Beslutningen muliggjorde kristendommens udvikling til en verdensreligion uden etnisk binding.

Den primære kilde til apostelmødet er Galaterbrevet. Paulus, der deltog i mødet som fortaler for hedningemissionen, omtaler her mødet i kapitel 2. Også i Apostlenes Gerninger er mødet omtalt, i det midterste kapitel (kap. 15), som udtryk for dets betydning for missionens historie. Tilføjelsen af det såkaldte aposteldekret er uhistorisk; det afspejler senere problemer i samlivet mellem jøder og ikke-jøder i de blandede menigheder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig