Apatitgruppen, (af gr. apate 'bedrageri' og -it), mineraler, hvis kemiske formel er Ca5(PO4)3(OH,C1,F). Massefylden er 3,2 g/cm3 og hårdheden 5. Mineralerne krystalliserer heksagonalt og danner ofte aflange krystaller, der har udviklet prisme- og pyramideflader. De har glasglans, og farven bestemmes af mængden og valensen af de sporstoffer, der substituerer calcium. Divalent mangan farver fx mineralet lyserødt. Apatit, gruppens hovedmineral, kan også være farveløs, grøn, gul eller violet. Strontium, bly og cerium er andre grundstoffer, der kan substituere calcium. Fosfor kan delvis eller helt erstattes af silicium, vanadium og arsen, som fx i mineralerne britholit og vanadinit, sidstnævnte med sammensætningen Pb5(VO4)3(Cl). Apatit er det hyppigste naturligt forekommende fosfatmineral og findes i magmatiske, metamorfe og sedimentære bjergarter. I carbonatapatit er nogle PO4-grupper erstattet med CO3. Fluorholdig carbonatapatit er det dominerende mineral i fosfatrige sedimenter, som fx fosforit. Carbonatapatit beriget på OH udgør mineraldelen i hvirveldyrs tænder og skelet. Apatit og fosforit anvendes til fremstilling af kunstgødning. Brydeværdige forekomster findes bl.a. på Kolahalvøen, i Marokko og Vestsahara.