Anæstesiologi, lægevidenskabeligt speciale med fire hovedfunktioner: anæstesi, intensiv terapi, genoplivning og præhospitalsbehandling (dvs. behandling af patienter med akut sygdom inden indlæggelse på sygehus) samt smertebehandling.

Anæstesiologi er først og fremmest et sygehusspeciale, men der findes speciallæger med praksis uden for sygehusvæsenet. De tager sig især af patienter med smerteproblemer, og de giver anæstesi til operationer hos fx øre- og øjenlæger og plastikkirurger. På sygehuse er speciallægen i anæstesiologi ansvarlig for forberedelse, udførelse af og efterfølgende kontrol i forbindelse med anæstesi. Herudover ledes de intensive afdelinger og smerteklinikkerne oftest af en speciallæge (overlæge) i anæstesiologi. Anæstesiologen er også, ofte i samarbejde med en hjertelæge, ansvarlig for det tværgående genoplivningsberedskab på sygehuset og for evt. planlagt præhospitalsbehandling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig