antikisering

Antikisering, (afledn. af antik 'gammel' og -isere 'frembringe'), brugt om digtning, der bevidst efterligner antikke motiver og især former. En særlig markant formpåvirkning satte ind i versdigtningen omkring 1750 i forbindelse med nyklassicismen. Man gik imod barokkens firetakts vers med deres rent jambiske eller trokæiske gang, og man bekæmpede rimet. I stedet benyttede man urimede versemål med blandede to- og trestavelsesgrupper som i antikkens heksametre og oder. Odestroferne kunne følge de gamle mønstre hos Horats som fx Ewalds "Ode til Sielen", eller de kunne være selvopfundne som fx Ewalds "Ode til min Moltke". Princippet er her, som i næsten al nyere antikisering, at fordelingen af de blandede stavelsesgrupper forløber ensartet fra strofe til strofe.

Banebryderen for den nyere antikisering var den tyske digter F.G. Klopstock, der opholdt sig i Lyngby ved København i årene 1751-70. En dansk foregangsmand var P.C. Stenersen, der skrev Critiske Tanker over de riimfrie Vers (1752) og lancerede Klopstock-stilen med sin "Ode til Brudgom og Brud" (1754). Den centrale skikkelse blev Johannes Ewald, der i antikformen fandt en egnet ramme for en ny følsomhed. Både hos ham og hos senere lyrikere — fra Jens Baggesen til Johannes V. Jensen og Otto Gelsted — forblev antikisering dog en eksklusiv udtryksform.