Anteciperet bevisførelse, optagelse af bevis med rettens tilladelse forud for en hovedforhandling. Som hovedregel i dansk retspleje sker bevisførelse både i straffesager og i civile sager under selve hovedforhandlingen, dvs. i overværelse af den ret, der skal træffe afgørelse i sagen. Anteciperet bevisførelse kan undtagelsesvis tillades, hvis der er alvorlig fare for, at beviset ellers vil gå tabt — fx i en situation, hvor et vigtigt vidne er alvorligt syg. Hvis en tilsvarende situation opstår, før en påtænkt sag er anlagt, tales der om isoleret bevisoptagelse.