anstaltsforsorgen

Anstaltsforsorgen, siden midten af 1800-t. en vigtig del af dansk socialforsorg. Idéen opstod ud fra økonomiske overvejelser og ønsket om bedre kontrol med forplejningen. Ved at samle social forsorg på anstalter ville det offentlige opnå en billigere forsørgelse, idet storhusholdning og kontrol med de forsørgede gav besparelser.

En forløber for 1800-t.s anstalter var Tugt- og Børnehuset i København fra 1600-t. Her blev bl.a. fattige og forældreløse børn anbragt, og de fik en håndværksmæssig uddannelse i huset.

Tanken om offentlig opdragelse og tvangsarbejde blev ført videre i 1700-t.s tugt- og arbejdsanstalter, der skulle anspore til flid og moralsk adfærd. Et væsentligt element i den moralske påvirkning var de detaljerede ordensreglementer, der satte rammen for omgangsform og livsrytme.

I løbet af 1800-t. påtog staten sig stadig flere opgaver; den skulle ikke længere kun håndhæve lov og ret, men også danne rammen om den enkelte borgers liv fra fødsel til død. Inden for socialforsorgen skete en opsplitning og en udskillelse af de grupper, der indtil da havde delt skæbne under fattigvæsenet. 1800-t. markerede indledningen til et storstilet statsligt og kommunalt anstaltsbyggeri, der blev opdelt efter, hvilke grupper der skulle forsørges. Der oprettedes kommunale børne- og opdragelseshjem for børn og unge, der ikke kunne indrette sig efter tidens love og moral, og flere behandlings- og helbredsanstalter skød frem. I motiveringen for oprettelse af disse anstalter indgik revalideringstanken: Sindslidende blev anbragt på sindssygehospitaler med egentlig psykiatrisk behandling, og invaliderede skulle under institutionel behandling og optræning. Alderdomsforsorgen blev udskilt fra fattigvæsenet, og fattiggårdene blev afløst af alderdoms- og forsorgshjem.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig