anprisning

Anprisning, fremhævelse af de fortræffeligheder, et produkt besidder, og gennem hvilke det adskiller sig fra andre produkter. Anprisninger skal kunne dokumenteres og benyttes især om fødevarer, bl.a. som ernæringsfunktionsanprisninger, fx om indeholdte næringsstoffers effekt, ernæringsfysiologiske anprisninger, fx at fødevarens indhold af mælkesyrebakterier stabiliserer tarmfloraen, og sundhedsanprisninger, at produktet har en gavnlig effekt mod kostrelaterede sygdomme, fx mod kredsløbssygdomme ved at indeholde flerumættede fedtsyrer. Anprisninger er helt centrale for markedsføring af en lang række fødevarer, fx functional foods.

EU-Parlamentet vedtog i 2006 en lov, der brød med de restriktive danske regler. Denne lov tillader fx, at mælkekartoner mærkes "Mælk styrker knoglerne". Produkter tilsat ekstra vitaminer og mineraler og andre funktionelle fødevarer kan ligeledes mærkes med information om øget næringsværdi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig