anoxi

Anoxi er iltmangel.

Faktaboks

etymologi:
Ordet anoxi kommer af latin anoxia, af græsk a- og en afledning af oxys 'sur'.

Vævenes stofskifte er betinget af ilttilførsel, som hovedsagelig sker ved transport i blodets røde blodlegemer. Ved en pludselig tilstopning af en pulsåre (blodprop) sker der på grund af anoxi et funktionssvigt af pulsårens forsyningsområde, se også hjerneblodprop, hjertekransåresygdomme og gangræn. Det pågældende væv dør hen (nekrose).

Generel anoxi og hypoxi (for lavt iltindhold i blodet) kan fremkomme ved nedsat iltindhold i indåndingsluften, tillukning af luftvejene samt sygdomme i åndedrætsorganerne eller blodet, se også anæmi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig