anker - redskab

Anker. Stokanker, der hænger under kranbjælken på et linjeskib, klar til at falde. Drengen giver et begreb om det ca. 4000 kg tunge ankers dimensioner. Den svære talje øverst bruges til at løfte ankeret op ved letning. Efter Jean Boudriot The Seventy-Four Gun Ship, bd. 4, 1988.

.

Anker. Moderne patentanker af typen A.C. 14. Ankeret, der er af støbestål, findes i alle størrelser fra 3 kg til 30.000 kg dækkende behovet fra små rofartøjer til supertankere.

.

Anker, redskab til at fastholde et skib til havbunden for at give skibet et fast holdepunkt og hindre uønsket drift forårsaget af vind og strøm. Ankre findes i to hovedformer; stokanker, der blev benyttet gennem hele sejlskibsperioden, og patentanker, der nu er langt det mest anvendte.

Stokankeret har en god holdeevne, idet armenes ene flig graver sig ned i havbunden ved træk. I takt med, at skibene blev større, blev ankrene det naturligvis også, og omkring midten af 1800-t. var grænsen for, hvad det var muligt at håndtere med hånddrevne spil og taljer, nået.

Med indførelsen af jern som skibsbygningsmateriale og damp som kraftkilde fremkom det stokløse anker, patentankeret. Problemet med at få hold i havbunden blev løst ved, at armene ikke længere udgjorde en fast del af ankeret, men var drejelige om nederste del af læggen. Denne konstruktion sikrer, at begge flige søger at grave sig ned i bunden ved træk i ankerkæden. Patentankre fremstilles i støbestål og kan udføres i enhver ønsket størrelse. De største skibe har ankre på omkring 30 ton.

Ankerkæde, der blev almindelig fra midten af 1800-t., smedes af jern og har de fordele, at den kan føres direkte op over spillet, samt at den pga. sin vægt hænger i en bue og derved fjedrer bedre og absorberer pludselige ryk fra skibet; det sikrer, at ankeret ikke river sig løs fra havbunden, eller at ankerkæden springer.

Ankerets effektivitet er afhængig af konstruktionen, af havbundens beskaffenhed og af kædens længde i forhold til havdybden, idet det bedste hold fås, når kædens vinkel med havbunden er så lille som muligt.

Under ankring hører også forskellige manøvrer med ankrene. Det er således under tillægning ved kaj almindeligt at lade et anker falde ude i havnebassinet, så man ved afgang kan bruge det til at hale skibet ud fra kajen med. Ved at bruge et anker fra hver ende af skibet kan man få dette til at ligge i enhver ønsket retning, hvilket kan have betydning i snævre farvande, og hvor der er skiftende strøm.

Endelig kan man varpe med et anker, dvs. lægge et anker ud med skibets fartøjer, for derefter at hale skibet ud til ankeret ved træk i kæden, fx under forsøg på at få et grundstødt skib fri af grunden.

Historie

Ankre kan spores ca. 3000 år tilbage, og de har vel eksisteret lige så længe, som man har sejlet. Oprindelig blot en natursten med et hul i, men i Middelhavsområdet kendes allerede fra 6-700 f.Kr. ankre, tilhugget som pyramidestubformede blokke med hul igennem til ankertovet.

Ved vor tidsregnings begyndelse havde ankeret fået sin klassiske og alment kendte form: En læg, der i sin øverste ende har et hul eller en ring til tovet, og som i den anden ende har to skråtstillede og tilspidsede arme. Mange af disse tidlige ankre var lavet af tungt og hårdt træ, der med beslag af bly fik den fornødne vægt.

Allerede antikkens skibe havde adskillige ankre. Skibet, som Paulus strandede med på Malta under sin rejse til Rom, havde således mindst seks ankre (Ap.G. 27,29-30).

Symbolik

Ankre er et almindeligt brugt symbol for alt, der har med søvæsen at gøre. I en mere overført betydning symboliserer ankret håbet, hvor korset symboliserer troen og hjertet kærligheden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig