Anglonormannisk, sideform af den oldfranske dialekt normannisk, som udviklede sig i England efter Vilhelm 1.s erobring i 1066. Dialekten, der ikke nåede vidt ud over de ret fåtallige erobreres rækker, blomstrede i 1100-t., men isoleredes fra 1200-t. og gik ud af almindelig brug i 1300-t. Anglonormannisk har sat sig dybe spor i det engelske ordforråd, og flere hovedværker af den franske middelalderlitteratur er overleveret i anglonormanniske håndskrifter.