Aneurisme er en lokaliseret udvidelse af en pulsåre, hvor udvidelsen udgør mere end 50 procent af pulsårens oprindelige diameter. Aneurismesygdommen rammer oftest hovedpulsåren, aorta, i brysthulen og i bughulen samt hjerneblodkarrene.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet aneurisme kommer af græsk aneurysma 'udvidelse', af aneurynein 'udvide', af ana- 'gennem-' og eurys 'bred'.
Et aneurisme kan enten pose sig sækformet ud eller være mere langstrakt, tenformet udbredt. Når aneurismevæggen omfatter alle en pulsårevægs tre lag, taler man om et sandt aneurisme i modsætning til et falsk aneurisme, hvor en blødning inde mellem lagene i pulsårevæggen fører til, at kun et eller to lag indgår i aneurismets væg.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.