andengenerationsreformer

Indenfor udviklingsøkonomi blev begrebet andengenerationsreformer først brugt af den venezuelanske professor og skribent Moisés Naím i 1994 til at inddele forskellige typer tiltag i de markedsorienterede økonomiske reformer, der prægede Latinamerika i de sidste årtier af 1900-tallet.

Førstegenerationsreformerne var generelle makroøkonomiske ændringer med vægt på finanspolitisk disciplin, privatisering og inflationsbekæmpelse. De efterfølgende andengenerationsreformer var ofte mere specifikke tiltag rettet mod særlige offentlige forvaltningsområder for at afhjælpe forskellige markedsfejl og styrke den økonomiske vækst.

Eksempler var reformer af skolevæsenet og sundhedssystemet med vægt på at forbedre opbygningen af humankapital, og ændringer af erhvervslivets rammevilkår i form af bedre konkurrenceforhold og styrkede ejendomsrettigheder.

Begrebet blev indført i en dansk sammenhæng i en aviskronik i 2016 af professor og tidligere økonomisk vismand Nina Smith. Her kiggede hun tilbage på de sidste 25 års reformer af dansk økonomi, der havde haft stor fokus på at forøge mængden af personer i arbejdsstyrken. Hun mente, at der ikke var mange lavthængende frugter tilbage her, og at fremtidige økonomiske reformer, som hun døbte andengenerationsreformer, burde have større fokus på at forøge de beskæftigedes produktivitet. Det kunne bl.a. ske ved at forbedre indretningen af uddannelsessystemet og dermed kvaliteten af arbejdskraften, de selvstændige erhvervsdrivendes vilkår og styringen af den offentlige sektor.

Nina Smiths kronik stimulerede en fagøkonomisk debat om strukturpolitikken i Danmark. I 2020 nedsatte den danske regering en ekspertkommission for andengenerationsreformer (senere døbt Reformkommissionen) med Smith som formand. Kommissionen skulle inspirere til nye strukturreformer, der samtidig kunne bidrage til at mindske den sociale ulighed. Kommissionen arbejdede med tre områder:

• Uddannelsesreformer, der bl.a. kan inddrage de unge, der i dag ikke får en ungdomsuddannelse, og sikre, at kompetencerne, man lærer på de videregående uddannelser, svarer til arbejdsmarkedets behov
• Flere i job blandt grupper, der har svært ved at opnå fast beskæftigelse, eksempelvis ufaglærte, indvandrere, ledige seniorer og nyuddannede
• Højere produktivitet i erhvervslivet, eksempelvis ved at forbedre rammerne for investeringer, ny teknologi samt forskning og udvikling.

Reformkommissionen afsluttede sit arbejde i 2023. Undervejs offentliggjorde den fire rapporter: Den første delrapport i maj 2021 præsenterede de udfordringer, kommissionen ønskede at koncentrere sit arbejde om. Derefter fulgte Nye Reformveje 1 (april 2022), 2 og 3 (begge i maj 2023). Nye Reformveje 1 og 2 fokuserede især på en række anbefalinger til at omlægge uddannelsessystemet og forbedre vilkårene for virksomheder, mens den sidste rapport indeholdt en række forslag til at bringe gruppen af knap 200.000 danskere, der er på permanent offentlig forsørgelse, tættere på uddannelse eller arbejdsmarked.

• Strukturpolitik
• Danmarks økonomi
• Økonomisk vækst
• Arbejdsmarked

• Reformkommissionens hjemmeside

• Finansministeriet (2020). Økonomisk Analyse: Behov for 2. generationsreformer . København.
• Naím, M (1994). Latin America: The Second Stage of Reform. Journal of Democracy 5 (nr. 4), s. 32–48.
• Navia, P. & Velasco, A. (2002). The Politics of Second-Generation Reforms in Latin America, New York University mimeo.
• Reformkommissionen (2021): Erkendt, forsøgt løst, uløst. Rapport, maj 2021.
• Smith, N. (2016). Derfor har vi brug for flere reformer . Kronik, Berlingske, 27. juli 2016.