Analogt signal, optisk, elektrisk eller akustisk signal, som varierer kontinuert mellem alle værdier i et vist interval, i modsætning til et digitalt signal, som kun kan variere trinvist. Analoge signaler anvendes især ved elektronisk behandling og transmission af information, fx i forbindelse med radio, telefoni og måleinstrumenter. Her udnyttes det forhold, at et analogt signal kan indeholde information om værdien af en fysisk størrelse. Informationen kan repræsenteres ved signalets amplitude, frekvens eller fase. Fx indeholder et analogt videosignals amplitude information om lysintensiteten på tv-skærmen: Ændres signalets amplitude, ændres lysintensiteten. På samme måde vil fx en elektrisk filtrering i en audioforstærker bestemme det lydbillede, der udsendes fra de tilsluttede højtalere.