Anagnorisis er et dramaturgisk begreb, der betegner en persons erkendelse af sagernes rette sammenhæng. Begrebet er centralt i Aristoteles’ håndbog i digtekunst: Poetikken (ca. 335 f.v.t.)

Faktaboks

Etymologi
Ordet er græsk og betyder ’genkendelse’ eller ’erkendelse’.

Anagnorisis som erkendelse

For Aristoteles er det kunstnerisk mest vellykket, når anagnorisis falder sammen med peripeti, et omslag i handlingen. Det er tilfældet i Sofoklestragedie om Kong Ødipus, der erkender, at han har dræbt sin far og ægtet sin mor, hvilket får handlingen til at ændre retning.

I Henrik Ibsens Et Dukkehjem (1879) kan man se anagnorisis, da hovedpersonen Nora forstår, at hun har levet på en illusion om sit ægteskab, og den erkendelse får hende til at forlade hjemmet (peripeti).

Anagnorisis som genkendelse

Aristoteles anviser også andre måder, som anagnorisis kan foregå på: fx ved genkendelse af kendetegn (som modermærke eller et halsbånd). Et sådant dramaturgisk greb har gennem tiden været brugt i utallige komedier. I Figaros Bryllup (skuespil af Beaumarchais (1784); opera af Mozart/de Ponte (1786)) reddes Figaro således fra at blive tvunget til at gifte sig med Marcellina, da hun genkender et modermærke på hans arm og forstår, at han er hendes søn.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig