Amperemeter efter drejespoleprincippet.

Amperemeter, instrument, som måler størrelsen af en elektrisk strøm. Strømmen ledes gennem amperemeteret, og målingen vises digitalt på et display eller på en skala.

Amperemetere konstrueres efter forskellige principper: Elektroniske amperemetere måler med digitalteknik; i drejespoleamperemetere ledes strømmen igennem en spole anbragt i et permanent magnetfelt og måles som spolens drejning. I blødtjernsamperemetere magnetiserer strømmen drejelige jernstykker og måles som drejningens størrelse, mens man i varmtrådsamperemetere bestemmer måleværdien ud fra længdeudvidelsen af en varmetråd, der leder strømmen. Ved måling af vekselstrøm må nogle amperemetere kombineres med en ensretter.

Et amperemeters måleområde kan varieres ved at kombinere amperemeteret med shuntmodstande (parallelmodstande), så amperemeteret måler en kendt mindre andel af den totale strøm.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig