Ampere er en måleenhed for elektrisk strømstyrke, den fjerde af de syv grundenheder i SI-systemet. Ampere defineres siden 2018 formelt som coulomb pr. sekund.

Faktaboks

Etymologi
Måleenheden er opkaldt efter den franske naturvidenskabsmand André Marie Ampère.
Også kendt som

A

Den nuværende formelle definition på ampere er en forenkling af den tidligere definition, som var afledt af Ampères lov og lød: "En ampere er den konstante strøm, der — når den løber i to parallelle, uendeligt lange ledere med forsvindende lille tværsnit, som har indbyrdes afstand en meter og er anbragt i det tomme rum — bevirker, at den ene leder påvirker den anden med kraften 2×10-7 N for hver meter." Denne definition på en ampere knyttede de elektriske og mekaniske enheder sammen.

En ampere kan ikke realiseres ud fra den formelle definition, men da den er direkte afledt af elektromagnetisk teori, kan man bruge andre, mere praktiske opstillinger, fx to strømførende spoler i en udformning, hvor kraften mellem dem kan beregnes. Kraften mellem spolerne kan så sammenlignes med tyngdekraften på et lod ved vejning; apparatet kaldes en strømvægt. Men realiseringen ved en strømvægt er så besværlig og unøjagtig, at man i stedet opbevarer og videregiver amperen ved enhederne for elektrisk spænding (volt) og modstand (ohm) ved hjælp af Ohms lov: strøm = spænding/modstand.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig