Amoritisk er et semitisk sprog fra oldtiden, der er overleveret i form af låneord og flere tusinde navne i kileskriftteksterakkadisk og sumerisk fra ca. 2500 til ca. 1200 f.v.t. Disse ord og navne skiller sig klart ud fra det østsemitiske akkadisk (og endnu mere fra det ikke-semitiske sumerisk) og stammer fra en tidlig form for nordvestsemitisk, den undergruppe af de semitiske sprog, som omfatter ugaritisk, aramæisk og kanaanæisk (herunder hebraisk). De tidligste eksempler på amoritisk stammer måske fra et sprogtrin, hvor nordvestsemitisk endnu ikke var blevet delt i forskellige sprog.

Faktaboks

Etymologi

Amoritisk er ligesom folkebetegnelsen amoritter benævnt efter det akkadiske ord for ”vesten” (verdenshjørnet). Amoritterne er de mennesker, som man må antage, har talt amoritisk - en række stammer eller folkeslag, der omtales i sumeriske og akkadiske kilder.

Kilder til amoritisk

Det amoritiske sprog er ikke overleveret i en egentlig amoritisk litteratur eller i inskriptioner, men i tekster på andre sprog, primært i form af låneord og en stor mængde personnavne. På trods af den begrænsede overlevering er det alligevel lykkedes forskere at beskrive nogle grundtræk ved amoritisk sprog, ikke mindst på grund af den måde, de fleste af disse personnavne er bygget op på. Som på andre semitiske oldtidssprog består et amoritisk navn typisk af en lille sætning med et verbum og et subjekt, der ofte er navnet på en gud, fx svarende til ”gud X har (bøn)hørt” eller ”gud X har givet”.

I 2022 blev der offentliggjort to kileskrifttekster, der potentielt udvider kendskabet til amoritisk betragteligt. De lader til at indeholde en venstre spalte med amoritiske sætninger og en højre spalte med tilsvarende akkadiske sætninger, en form for glossar eller tidlig parlør. Tydningen af disse tekster og tolkningen af deres betydning er dog endnu ikke færdigdebatteret.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig