americana

Siden rock'n'roll-musikkens fremkomst har rocken med jævne mellemrum søgt tilbage til rødderne i country. Fx var 1950'ernes rockabilly var en fusion af rock'n'roll og hillbillymusik, Gram Parsons introducerede i 1960’erne en countryrockstil, i 1970'erne blev der bygget bro mellem de to genrer med stilen outlaw country, og i 1980'erne forenede bands som The Long Ryders, Dream Syndicate og til dels R.E.M. fortiden med samtiden i en nytraditionel rockmusik, der både trak på 60'er-rock, punk, folk og country. Begyndelsen på 1990'ernes americana-scene var bandet Uncle Tupelos version af The Carter Familys sang No Depression, der for en tid lagde navn til scenen, som også bl.a. gik under betegnelsen alt.country, twangcore og insurgent country. Genrebetegnelsen omfatter undertiden også ældre navne som Bob Dylan og Emmylou Harris.

Der er stor bredde blandt et udvalg af genrens hovednavne som Uncle Tupelo, Lambchop, Bonnie 'Prince' Billy, Whiskeytown, Ryan Adams, Lucinda Williams, Wilco og Son Volt, men kunstnerne er fælles om en søgen efter rødder, en tabt autenticitet, og forsøger at nyfortolke og genopdage sangskrivning og live-i-studiet-indspilninger i en stil, der hellere dyrker spontanitet og personligt udtryk fremfor musikalsk professionalisme.

Americana har spredt sig over hele USA og til Europa via alternative medier som mindre lokale pladeselskaber, internettet og collegeradiostationer. Nyere americana, fx Brandi Carlile, er præget af akustiske elementer, først og fremmest guitaren, men også violin, banjo og harmonika. Elektriske guitarer og trommesæt kan ligeledes høres ofte.

• rockmusik
• country