Amatøridræt, oprindelig idrætsudøvelse uden pengepræmier eller løn til deltagerne, og hvor træning og konkurrencer foregår i deltagernes fritid. Bredde- og motionsidrætten afspejler fortsat dette amatørbegreb, mens det inden for eliteidrætten har ændret betydning gennem de sidste 100 år.

De første gennemarbejdede amatørregler blev formuleret i England i 1866 ved stiftelsen af Amateur Athletic Club. Målet for klubbens idrætsudøvelse og -konkurrencer var ren adspredelse. Dette markerede det sociale skel mellem borgerskabets gentlemen, der havde det privilegium at dyrke idræt alene for fornøjelsens skyld, og professionelle, der tjente penge ved at dyrke idræt, og som oftest kom fra arbejderklassen.

Den skarpe skelnen mellem amatøridræt og professionel idræt blev søgt videreført i de første regler for de moderne olympiske lege i Athen (1896). Her blokerede idealiseringen af amatørismen dog samtidig for det olympiske, demokratiske ideal om, at alle skulle kunne deltage.

Af Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) første amatørregler (1896) fremgik det bl.a., at man ikke måtte deltage "i nogen Præsentation eller Væddekamp for Betaling eller om Pengepræmier". Udelukket som amatør blev også den, der fx var "berygtet i den offentlige Mening". Forbundets regler blev indtil 1925 administreret af DIFs amatør- og ordensudvalg; herefter overgik denne ret til specialforbundenes egne udvalg. I årenes løb er flere medlemmer blevet udelukket af disciplinære årsager end pga. professionalisme.

I takt med at opfattelsen af amatørbegrebet ændredes, blev Den Internationale Olympiske Komité i 1950'erne og 1960'erne udsat for et stærkt pres. De socialistiske lande indførte begrebet statsamatør; en idrætsudøver, der gennem et særligt job, fx inden for militæret, kunne sikre sig den nødvendige tid til træning og konkurrence. Også i mange af den tredje verdens lande aflønnede regeringerne deres bedste idrætsfolk, fordi gode resultater gav international prestige, og i den vestlige verden gav virksomheder topidrætsfolk blandt de ansatte frihed til at dyrke idræt.

I årene efter 2. Verdenskrig blev det efterhånden tilladt at modtage erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt dækning af udgifter til rejse og ophold. I 1971 gled benævnelsen amatør ud af det olympiske charter, og fra 1980'erne blev det accepteret, at også højt betalte professionelle idrætsfolk deltog i OL.

Indførelsen af betalt fodbold i Danmark i 1978 ændrede afgørende opfattelsen af amatøridræt, og i 1987 fjernede DIF begrebet fra formålsparagraffen. DIF giver i sine love de enkelte forbund ret til at optage både amatører og professionelle, men stiller krav om, at der skal skelnes skarpt mellem dem, fordi de offentlige midler, der finansierer dansk idræt, alene må bruges til amatøridræt. En amatør defineres forskelligt; de internationale forbunds regler er gældende, medmindre de danske regler er strengere.

I 1992 ved OL i Barcelona indførte Team Danmark pengepræmier til de danske medaljetagere. Indtil midten af 1990'erne blev amatøridrætsudøvernes indtægter sat ind på en spærret konto. I dag udbetales alle indtægter ved idræt, og idrætsudøverne er skattepligtige af det samlede beløb, mens visse udgifter er fradragsberettiget. Team Danmark, der støtter eliteidrætten, støtter ikke længere kun amatører, men også professionelle. Det gøres ud fra en helhedsvurdering af, hvad der kræves for at leve op til aftalte målsætninger.

Dansk amatøridræt udøves i begyndelsen af 2000-t. fortrinsvis inden for bredde- og motionsidrætten i Danmarks Idræts-Forbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger og Dansk Firmaidrætsforbund.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig