Amanitin, gruppe af nærtbeslægtede, livsfarlige cellegifte, som især findes i grøn og snehvid fluesvamp (Amanita phalloides og A. virosa). Det er små, ringformede peptider, der virker som enzymgifte. De hæmmer cellernes RNA-syntese, især i tarm, lever og nyrer. Behandlingen er vanskelig, da tegn på forgiftning først optræder 6-8 timer efter indtagelsen. De fleste dødsfald pga. svampeforgiftninger skyldes amanitin. Se også giftsvampe.