Alternativ stemmeafgivning, (eng. the alternative vote), en form for flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor vælgeren prioriterer de opstillede kandidater. Den højest prioriterede får nr. 1, den næste nr. 2 osv. Hvis ingen får absolut flertal, overføres andenprioriteringsstemmerne hos kandidaten med færrest stemmer til de kandidater, som de står ud for. Der fortsættes, indtil en af kandidaterne på denne måde har opnået absolut flertal. Alternativ stemmeafgivning bruges bl.a. ved valg til det australske underhus og er et alternativ til valg i to omgange. Se også valgsystemer.