Alta moda, italiensk haute couture fra 1951, hvor italienske modeskabere for første gang organiserede en fælles opvisning i Firenze. Internationale modeblade sidestillede i den forbindelse den italienske mode med parisermoden og fremhævede navne som Valentino og E. Pucci. Alta moda varede til de tidlige 1970'ere, da de traditionelle modebyer Firenze, Rom og Venezia blev udkonkurreret af serieproduktionen fra Torino og Milano med mærkevarenavne som Fiorucci og Benetton. Se også mode.